________________________________________________

 

 

 

 

Apolloteatret 1936

 

 

 

 

Tekst: Aage Steffensen

Musik: Mich. Carr

 

Sunget af Carl Fischer

 

     

Manden på risten

 

Her står jeg hver aften på risten,

mens jeg kigger på Vesterbro.

Jeg nyder det flammende neonlys,

uden ophold fra 6 til 2.

Jeg har det omtrent som de rige.

Jeg er hver nat på restaurant.

Man godt på en måde kan sige,

at jeg er såd'n slags gourment.

Jeg har med de ædlere dele

ej vrøvl - som en anden grosser'.

Min mave kan tåle det hele

og lidt til og meget mer'.

Jeg napper fasanen i flugten,

efter bøffen min yndlingsret.

Jeg får aldrig andet end lugten,

men af den ka' man godt bli' mæt.

Mens de derinde, nedsvælger Bourgogne og Bordeaux,

bli'r jeg beruset af luften fra Vesterbro.

 

Jeg skal ikke stille i smoking

så jeg ka' være ligeglad.

Jeg har aldrig ballade med tjenerne,

hvergang jeg har bestilt lidt mad.

For mig er der ingen der bukker.

Drikkepengene sparer jeg.

Om osse de derinde lukker,

ja, så rager det ikke mig.

Jeg har ingen små kontroverser

om elskov, for jeg vil ha' fred.

Jeg slæber ej damer i "Nerzer"

og hermelinspelse med.

En "Slager" jeg hører på risten:

"Der er piger i Singapore..."

Jeg kender dog ej komponisten.

Det ka' han vær' lyk'lig for.

Men når så Schubert sig lister i øret, kan De tro,

så vågner Jensen på risten på Vesterbro.

 

I går fik vi lam i asparges.

Om det smagte ? Det' ikke ord't.

Et eventyr var også ribbensteg'n

indirekte fra varmebord.

Den ville ha' glædet Johansen.

I november han skred gedulgt.

Han misted' en dag lugtesansen,

så han ebbede ud af sult.

Jeg sad ved hans leje på selve

den aften da feberen kom.

Skønt han havde "47,11",

så lå han og talte om

de dejlige nætter på risten,

nåh, men sådan er livets gang.

En skønne dag udløber fristen,

og man synger sin sidste sang.

Nu gad jeg vide om risten ved Himmerigets kro

kan være bedre, end risten på Vesterbro.

________________________________________________